KFUM’s Sociale Arbejde åbner en gratis økonomi- og gældsrådgivning i Hurup og inviterer kommende frivillige til fyraftensmøde torsdag den 22. oktober på Café Fristedet.
Et uoverskueligt budget, ubetalte regninger og gæld kan fylde så meget, at det bliver svært at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor vil KFUM’s Sociale Arbejde åbne en økonomi- og gældsrådgivning i Hurup, hvor mennesker i udsatte livssituationer kan få gratis og uvildig hjælp.
Til den nye rådgivning søger organisationen frivillige fagpersoner med en baggrund inden for økonomi, jura, socialrådgivning eller lignende. Det kan for eksempel være bankrådgivere, økonomer, revisorer, advokater, socialrådgivere eller studerende inden for de samme fagområder.
– Som frivillig kan man bruge sin faglighed til noget, der gør en vigtig forskel for et andet menneske. Det er meningsfuldt at opleve, at ens viden hjælper nogen videre. Samtidig bliver man en del af et fællesskab med andre rådgivere, hvor man kan få sparring og udvikle sine kompetencer, siger June Crondahl, national leder af rådgivningsindsatserne i KFUM’s Sociale Arbejde.
Mere ro og overskud i hverdagen
Rådgiverne hjælper blandt andet med at skabe overblik over økonomi og gæld, lægge budget og kontakte kreditorer. Hjælpen tager udgangspunkt i den enkeltes situation og muligheder.
– Gæld handler om meget mere end penge. Bekymringer kan tage nattesøvnen og overskuddet til familie, arbejde og fællesskaber. Når et menneske får hjælp til at skabe overblik og finde en vej frem, kan det give mere ro og håb, siger June Crondahl.
De frivillige får introduktion til opgaven og mulighed for løbende faglig sparring. Rådgivningen foregår som udgangspunkt to og to, så man har en kollega at drøfte spørgsmål og løsninger med.
Kom og hør om opgaven
Fyraftensmødet finder sted torsdag den 22. oktober 2026 kl. 16.00–18.00 på Café Fristedet, Bredgade 81, 7760 Hurup.
Her kan interesserede høre mere om den kommende rådgivning, hvilke opgaver de frivillige løser, og hvad det kræver at være med. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål, og Fristedet sørger for en lækker forplejning til mødet. Tilmelding er ikke nødvendig.
Interesserede kan læse mere om KFUM’s Sociale Arbejdes økonomi- og gældsrådgivning på raad.dk og få flere oplysninger hos Café Fristedets leder Sine Hertz Bjerregaard på 24 37 03 07 eller socialrådgiver Janni Primdahl på 9795 1875.
KFUM's Sociale Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer. Organisationens økonomi- og gældsrådgivning samt retshjælp har flere end 60 rådgivningskontorer og tilbyder onlinerådgivning i hele Danmark. Med over 300 institutioner og sociale tilbud, knap 1.200 ansatte og 2.600 frivillige er KFUM's Sociale Arbejde en af Danmarks største sociale diakonale organisationer.